Verber

Hvad er verber?

Verber kan betegne, at nogen gør noget, at der sker noget, eller at noget er i en bestemt tilstand. Eksempler på verber er løber, går, skriger, kaster og laver. Verber kan dermed siges at indikere en eller anden form for aktivitet, og det er det ord i sætningen, som styrer hele betydningen. Verbet er altså et enormt vigtigt ord i forståelsen af en sætning.

Bøjning af verber

Verber kan ændre form og dermed betyde noget forskelligt. Verber kan bøjes på en række forskellige måder på dansk. Lad os tage verbet spise som eksempel:

At spise (infinitiv)

Jeg spiser (præsens)

Jeg spiste (præteritum)

Spis! (imperativ)

Jeg har spist (præteritum participium/kort tillægsform)

Spisende (præsens participium/lang tillægsform)

I det ovenstående eksempel ses det, hvordan verber kan bøjes i både tid (præsens/nutid og præteritum/datid) og i det vi kalder modus. Modus er en bøjningskategori, som udtrykker noget yderligere om handlingen. I eksemplet ses ordet Spis, som er en imperativ. Imperativ er en modus på dansk.

Udover de to tider præsens og præteritum har vi tre sammensatte tider på dansk:

  • Futurum (fremtid): vil elske
  • Perfektum (førnutid): har elsket
  • Pluskvamperfektum (førdatid): havde elsket

Diatese: På dansk har vi to diateser: aktiv (jeg vasker) og passiv (jeg vaskes). Diatesen fortæller altså noget om, hvorvidt handlingen skal forstås aktivt eller passivt.

Participier på dansk

På dansk har vi to slags participier: præteritum participium aktiv (kort tillægsform) og præsens participium passiv (lang tillægsform). Lad os tage et par eksempler:

Præteritum participium:

Jeg blev vasket
Jeg er kørt
Som det ses af eksemplerne dannes præteritum participium ved at sætte –et eller –t på verbet. Ved at bruge hjælpeverbet bliver, som vi ser i første eksempel, så udtrykkes noget passivt. Når hjælpeverberne have eller være bruges, som vi ser i andet eksempel, så dannes den sammensatte tid perfektum, også kaldet førnutid på dansk. Præteritum participium udtrykker dermed noget fortidigt, men den nærmere brug afhænger af det hjælpeverbum, der bruges sammen med participiet.

Præsens participium:

Vaskende
Kørende

Præsens participium dannes ved at sætte –ende på verbet. Det bruges primært adjektivisk. Den syngende dame er et eksempel, hvori participiet bruges adjektivisk og lægger sig til substantivet dame.

Verbers grammatiske funktion

Verbet er oftest verballeddet, når man skal analysere en sætning. Verber kan også indgå i andre konstruktioner, men det er et godt udgangspunkt at kigge efter verbet, når du skal analysere en sætning. Du kan læse mere om sætningsleddene i afsnittet om syntaktisk analyse.

Verballeddet kan findes i en dansk sætning ved at sætte ”jeg” foran. Lad os tage et par eksempler, hvor verbets funktion som verballed kan ses:

  • Jeg gik en tur i går
    Forklaring: I denne sætning er gik verballeddet
  • Han spiser en kage
    Forklaring: I denne sætning er spiser verballeddet

Hjælp og øvelser i verber

Som det udtrykkes i den korte gennemgang her, så kan forskellige verber bøjes på en masse måder, og nogle er uregelmæssige. Hvis du vil se mere om, hvordan verber kan opføre sig på dansk, hvilke tider og former som findes, og hvordan de dannes, så klik dig ind på dette link:.

Om verber (link til sproget.dk)

Her kan du finde øvelser, som kan hjælpe på forståelsen af verber på dansk:

Øvelser i verber (link til sproget.dk)