Hvad er hovedsætninger og ledsætninger?
Når man laver en syntaktisk analyse vil man ofte skulle opdele et tekststykke i hovedsætninger og ledsætninger. Hovedsætninger kan stå for sig selv og har enten ingen indledning eller er indledt af en parataktisk konjunktion.
Ledsætninger fungerer som led, og de lægger sig til en hovedsætning. Ledsætninger kan derfor ikke stå for sig selv, men lægger sig til en anden sætning. Ledsætninger indledes af en hypotaktisk konjunktion, et relativt adverbium eller et relativt/interrogativt pronomen. Der findes tre slags ledsætninger på græsk:
Adverbielle ledsætninger
De adverbielle ledsætninger indledes af bestemte hypotaktiske konjunktioner. De adverbielle ledsætninger fungerer som adverbialled i en syntaktisk analyse. Eksempel på en adverbiel ledsætning:
ἡ γυνή καί ὁ ἀνήρ σοφοί εἰσίν ὅτι φιλοσοφοῖ εἰσίν
Oversættelse: Kvinden og manden er kloge, fordi de er filosoffer
Forklaring: hovedsætningen ἡ γυνή καί ὁ ἀνήρ σοφοί εἰσίν indledes ikke af nogen konjunktion, adverbium eller pronomen. Dermed kan vi se, at det er hovedsætningen. Ledsætningen ὅτι φιλοσοφοῖ εἰσίν indledes af den hypotaktiske konjunktion ὅτι. Dermed kan vi se, at det er en ledsætning. Typen af ledsætning bestemmes af konjunktionen og dermed ved vi, at det er en adverbiel ledsætning, som fortæller noget om årsag.
Substantiviske ledsætninger
De substantiviske ledsætninger indledes af bestemte hypotaktiske konjunktioner eller relative og interrogative pronominer. Denne type ledsætning kan fungere som objekt eller subjekt for en hovedsætning. Eksempel på en substantivisk ledsætning:
ἡ γυνή λέγει ὡς κάλη εἰμί
Oversættelse: kvinden siger, at jeg er smuk
Forklaring: hovedsætningen ἡ γυνή λέγει indledes ikke af nogen konjunktion, adverbium eller pronomen. Dermed kan vi se, at det er hovedsætningen. Ledsætningen ὡς κάλη εἰμί indledes af den hypotaktiske konjunktion ὡς. Ledsætningen er substantivisk og fungerer som det direkte objekt for hovedsætningen.
Adjektiviske ledsætninger
De adjektiviske ledsætninger indledes af et relativt pronomen eller relative adverbier. De adjektiviske ledsætninger fungerer ikke som et led for sig selv. De lægger sig til et andet led og hører sammen med dette i den syntaktiske analyse. Eksempel på en adjektivisk ledsætning:
ἡ γυνή ἥ κάλη ἐστί πόλιν κτίζει
Oversættelse: kvinden, som er smuk, grundlægger en by
Forklaring: hovedsætningen er ἡ γυνή… πόλιν κτίζει (kvinden grundlægger en by). Ledsætningen er ἥ κάλη ἐστί (som er smuk), hvilket vi kan se, fordi den indledes af det relative pronomen ἥ. Den relative ledsætning lægger sig til substantivet ἡ γυνή i hovedsætningen. Det, som ledsætningen lægger sig til (i dette tilfælde substantivet ἡ γυνή), kaldes korrelatet.
Analyse af ledsætninger
Når man i en syntaktisk analyse støder på en ledsætning, vil sætningen som nævnt lægge sig til en hovedsætning eller et led i en hovedsætning. Dog vil man stadig kunne lave en analyse på selve ledsætningen. Lad os tage en hovedsætning og en adverbiel ledsætning som eksempel:
ἡ γυνή καί ὁ ἀνήρ σοφοί εἰσίν ὅτι φιλοσοφοῖ εἰσίν
Oversættelse: Kvinden og manden er kloge, fordi de er filosoffer
Helsætning: ἡ γυνή καί ὁ ἀνήρ εἰσίν σοφοί ὅτι φιλοσοφοῖ εἰσίν
Hovedsætning: ἡ γυνή καί ὁ ἀνήρ εἰσίν σοφοί
Verballed: εἰσίν
Subjekt: ἡ γυνή, ὁ ἀνήρ (sideordnede af konjunktionen και)
Subjektsprædikat: σοφοί
Konjunktion: και
Adverbialled: (ledsætning)
Ledsætning: ὅτι φιλοσοφοῖ εἰσίν
Verballed: εἰσίν
Subjekt: implicit
Subjektsprædikat: φιλοσοφοῖ
Konjunktion: ὅτι
I dette eksempel er analysen sat op, så hovedsætningen analyseres for sig. Ledsætningen fungerer som et adverbialled og analyseres efterfølgende for sig selv, da den også indeholder led, som skal identificeres. Med analysen viser man ledsætningens funktion som led samt ledsætningens eget indhold og betydning.