Genitiv

Hvad bruges genitiv til?

Genitiv har den primære funktion at sætte substantiver sammen. Genitiven kan altså forbinde to substantiver. Det betyder, at genitiven ofte indgår i syntagmer, hvilket vil sige ordforbindelser, og er dermed ikke nødvendigvis et led for sig selv. Det der er vigtigt at huske er, at genitiven markerer sammenhæng eller ejerskab.
Yderligere tager visse adverbier og adjektiver genitiv. Man kan sige, at de styrer genitiven.

Genitiven i syntagmer

Nogle grammatikker vælger en skarp opdeling mellem forskellige typer af genitiv, mens andre vælger primært at omtale alle disse typer, som genitiven, der sætter substantiver sammen. Det er derfor vigtigt at huske på, at der er forskellige tilgange til grammatikken i de forskellige bøger. På dansk dannes genitiven ved at sætte –s bag på ordet eller med en af-konstruktion, hvilket oversættelsen af de følgende eksempler også vil vise.

Brugen af genitiv som en del af et syntagme

Possessiv genitiv	Partitiv genitiv	Deskriptiv genitiv	Subjektiv og objektiv genitiv
Βάλλω τόν λίθον τοῦ ἀνδρός	πολλοὶ τῶν βαρβάρων	κύκλος λίθων	ζημία τῆς θέας
Jeg kaster mandens sten	Mange af barbarerne	En cirkel af sten	Gudindens straf
Βάλλω er verballeddet, og objektet er τόν λίθον τοῦ ἀνδρός. Genitiven τοῦ ἀνδρός indgår altså i et syntagme og er ikke et led for sig selv. Ved den possessive genitiv, kan man sige, at ordet i genitiv ”ejer” det andet ord	Denne type genitiv kaldes ofte partitiv, da den indikerer en del ud af en større mængde	Denne type genitiv kaldes ofte deskriptiv, da genitiven viser et forhold mellem ordene, men ikke et ejerskabsforhold (så havde det været en possessiv), men nærmere en beskrivelse af det andet ord.	Visse konstruktioner med genitiv kan være tvetydige, og man bruger derfor ofte definitionerne subjektiv genitiv og objektiv genitiv. Se nærmere forklaring nedenfor skemaet.

Om subjektiv og objektiv genitiv

Når man skal se forskel på de to typer genitiv skal man se, om personen eller tingen i genitiv enten står for den handling, som ligger i det substantiv, som genitiven hører sammen med, eller om personen/tingen rammes af handlingen. I dette tilfælde er det substantiv, som genitiven lægger sig op af, straf. Verbalhandlingen, som ligger i substantivet, er altså at straffe. Genitiven (i dette tilfælde gudinden) kan fortælle, hvem der står for handlingen og dermed, at det er gudinden, der straffer en anden person. Hvis dette er tilfældet, så er gudinden en form for subjekt for ordet i genitiv (idet hun er den handlende), og det er en subjektiv genitiv.
Oversættelsen ville dermed blive: Gudindens straf (over eller af en anden person)

Hvis det i stedet er gudinden, der rammes af straffen udført af en anden person, så er gudinden objektet for den handling, der ligger i substantivet straf. I det tilfælde er ordet i genitiv altså objektet for verbalhandlingen, og det kaldes derfor en objektiv genitiv.
Oversættelsen ville dermed blive: Straffen af gudinden (udført af en anden)

Objekter i genitiv

Bestemte verber tager et objekt i genitiv. Det vil sige, at ordet i genitiv kan være objektet for verballeddets handling. Når handlingen kun vedrører noget af objektet, så vil objektet være i genitiv (og altså ikke i akkusativ, som ellers er ”den almindelige” objektskasus). Dette ses tydeligst i det klassiske eksempel πίνω τοῦ οἴνου = jeg drikker (noget af) vinen. I denne sætning vedrører handlingen jeg drikker kun noget af objektet, vinen, og objektet er derfor i genitiv.
Objekter i genitiv optræder ved verber, som betyder noget med berøring, magt, begyndelse, stræben, fuldendelse, huske, glemme og høre.

Genitiv som kasus for adverbielle led

Genitiv kan have en adverbiel funktion. Disse funktioner inddeles ofte i følgende underinddelinger:

Separativ genitiv: udtrykker afstand

Absolut genitiv: når et substantiv/pronomen og et participium begge står i genitiv, dannes konstruktionen absolut genitiv. En absolut genitiv fungerer som en adverbiel ledsætning.

Ved komparativ: genitiven kan bruges i andet sammenligningsled ved en komparativ, hvilket vil sige, at genitiven angiver, hvad der sammenlignes med:

ὁ κύριος σοφώτερος ἐστί τοῦ δούλου
Herren er klogere end slaven

Ved juridiske verber: ved de juridiske verber anklage, frikende og dømme optræder et adverbielt led i genitiv, som angiver, hvad man anklager/frikender/dømmer for.
Prisens genitiv: prisen på et køb/salg angives i genitiv.

Temporal og lokativ genitiv: tids- og rumangivelser kan angives med genitiv.

Agens: præpositionen ὑπό + genitiv udtrykker agens ved verber i passiv. Det vil sige, at den logisk handlende person i sætningen står i genitiv efter ὑπό.