Imperfektiv

Imperfektiv er den uafsluttede handling. Når vi taler om imperfektiv, kan vi både tale om præsens (λύω = jeg løser) og præteritum (ἔλυον = jeg var i gang med at løse/jeg løste). Når vi taler om aspekt er det dermed ikke tempus (tid), der er det afgørende, men hvordan handlingen i verbet skal anskues.

 

Brugen af imperfektiv

Hvis præteritumsformen ἔλυον bruges i en fortælling, så viser det, at handlingen er fortid, men uafsluttet i fortællingens sammenhæng. Med oversættelsen ”jeg var i gang med at løse” forstår vi, at handlingen er i datid, men indenfor fortællingens ramme er den endnu ikke afsluttet. Impefektiven kan også indikere, at det er en gentaget handling.

Når du slår et verbum op i en ordbog, så er det imperfektiv, indikativ (som er en modus – læs mere under afsnittet om modi), præsens, som er opslagsformen. λύω står i imperfektiv/indikativ/præsens/aktiv 1. person singularis og er dermed opslagsformen.

Verba contracta

Nogle verbalstammer ender på en vokal. Denne vokal kan enten være α (ἀγαπάω = elsker), ε (καλέω = kalder) eller ο (δηλόω = viser). Når der sættes aspektmærke og personendelse på, så sammentrækkes vokalen med endelsen. Denne sammentrækning kan gøre det sværere at genkende verbet og gennemskue, hvad opslagsformen er. Sammentrækningen af vokal og endelse sker efter nogle faste regler i imperfektiv:

Regler for verba contracta i imperfektiv

(du kan også finde oversigten i Methodos 7.10)

α-stammer

α + e-lyd = α

α + o-lyd = ω

Hvis der et iota, bliver det subscriptum. Det vil sige, at det kommer ind som det lille iota under vokalen (for eksempel α + ει = ᾳ)
Følgende eksempler viser først den ikke-sammentrukket form af verbet, og efter pilen ses den form, som verbet får på grund af sammentrækningen.

  • Eksempel i imperfektiv aktiv 1. person singularis: ἀγαπάω → ἀγαπῶ
    Forklaring: α-lyden trækkes sammen med o-lyden (ω er en o-lyd) og bliver derfor til ω
  • Eksempel i imperfektiv aktiv 3. person singularis: ἀγαπάει → ἀγαπᾷ
    Forklaring: α-lyden trækkes sammen med e-lyden og bliver derfor til α. Iota (ι) bliver subscriptum, hvilket kan ses som den lille streg under alfaet: ᾷ

ε-stammer

ε + ε = ει

ε + ο = ου

Ellers bortfalder ε

Følgende eksempler viser først den ikke-sammentrukket form af verbet, og efter pilen ses den form, som verbet får på grund af sammentrækningen.

  • Eksempel i imperfektiv aktiv 1. person singularis: καλέω → καλῶ
    Forklaring: ε bortfalder
  • Eksempel i imperfektiv aktiv 3. person pluralis: καλέουσι → καλοῦσι
    Forklaring: ε + ο = ου

ο-stammer

ο + noget med iota = οι

ο + ο/ου = ου

ο + ε = ου

ο + η/ω = ω
Følgende eksempler viser først den ikke-sammentrukket form af verbet, og efter pilen ses den form, som verbet får på grund af sammentrækningen.

  • Eksempel i imperfektiv aktiv 1. person singularis: δηλόω → δηλῶ
    Forklaring: ο + ω = ω
  • Eksempel i imperfektiv aktiv 3. person singularis: δηλόει → δηλοῖ
    Forklaring: når ο trækkes sammen med noget med ι, bliver det til οι

Vær opmærksom på, at når du slår et ord med en vokalstamme op i ordbogen, så står det i ikke-sammentrukket form, selvom du ikke støder på denne form i teksten. Eksempelvis kan du slå ἀγαπάω op under denne form, men hvis du støder på ordet i en tekst, vil det være dens egentlige sammentrukket form, du skal kunne gennemskue: ἀγαπῶ.

Udenfor imperfektiv

Ovenstående skema gælder for verba contracta i imperfektiv. I alle former uden for imperfektiv efterfølgens stammen af en konsonant. Når det sker, så forlænges vokalen ud fra følgende regler:

α → η      ε → η      ο → ω